“SEJR!” Er svaret, og også anden og tredje gang, der råbes ”hvad kæmper vi for?”.
Alle kender svaret, og hvis ikke de gjorde det, så lærte de små drenge på 5-7 år det hurtigt, da de forleden var til turnering. Jeg var der ikke selv, men så blot en video lagt ud på de sociale medier, hvor der blev råbt alt, hvad man kunne.
Alle ved, at svaret er ”sejr!”…men er det virkelig det allerbedste svar, når man er 5 eller 7 år og man de næste mange år traumatisk repeterer dette ord?
- Det er det, hvis vi vil være med til at danne den næste generation til at tro på at sejr, er det eneste og det rigtige.
- Ja, hvis vi vil skabe en kultur, hvor kun det at vinde er godt nok og alt andet er lige gyldigt.
- Ja, hvis vi vil have usikre børn, der giver op, når de ikke vinder og samtidig føler sig mindre værd, fordi de ikke vandt.
”Vi gør dem bare stærke, så de vinder hele tiden”, tænker du måske. Problemet er bare, at vi ikke præsterer hele tiden, men også har tid, hvor vi bare er os selv, bare er hjemme, bare er sammen med vennerne, bare er ude på job og ikke skal vinde over de andre. Det er der, det først bliver alvor. For det er der, hvor det ikke er nødvendigt at præstere, at sejrs-kulturen ødelægger de håbefulde unge som ellers blev så dygtige til at kæmpe, men bare for det forkerte.
Hvis ”sejr” er det forkerte svar?
Vil vi alligevel stadig svare på spørgsmålet og samtidig sørge for at styrke næste generation, så må vi finde på noget nyt at svare. Noget der styrker dem uanset om resultatet er sejr eller ej. Noget der får dem til at være opmærksomme på, at det er selve glæden ved at kæmpe, der er afgørende. Glæden ved at dyrke idræt og være en del af et fællesskab, hvor man føler sig tryg.
Så, hvad skal vi så finde på at svare?
Alt andet end ”sejr”! Derfra er der fri leg til fantasien, bare hav ovenstående i mente, når svaret skal findes. For ja, der er noget at kæmpe for!